Positioner skabes, vedligeholdes og ændres i sproget.

Vi aktiverer en diskurs – defineret som en dominerende fortælling i en social gruppe om hvordan vi definerer virkeligheden (Foucault, 1992). De positioner, som følger med diskurserne, er ret konkrete, idet der knytter sig rettigheder, pligter og indflydelse med dem. Til en position følger nogle socialt indlejrede forventninger til, hvordan parterne bør opføre sig.

Positioneringsteorien er baseret på det princip, at ikke alle, der er involveret i en social episode, har samme rettigheder og pligter til at udvise meningsfulde handlinger. I mange tilfælde er det rettigheder og pligter, som bestemmer, hvem der kan bruge hvilke diskursive tilgange. En samling af kortvarige, forhandlede rettigheder, forpligtelser og normer kaldes en position (Harré 2012: 193).

Positionsbegrebet henviser altså til selve den aktivitet, der består i at tilskrive individer en position gennem kommunikation.

Ethvert budskab indeholder en invitation til, at partnerne positioneres indbyrdes, fx. som "offer-skurk", "hjælpeløs-hjælpsom", "dum-klog".

• Positionsinvitation: ”Vil du hjælpe mig og finde en til at tage aftenvagten i weekenden?”
• Modpositionering: ”Hvad ser du af muligheder?”
• Om-mærkning: ”Jeg synes ikke, at jeg er den rette at spørge, jeg er sikker på, at I finder en løsning sammen i teamet”.

Klik på link til inspiration

• Positionering
• Paradoksmodellen
• Fem undersøgelsesspørgsmål til kommunikationsmønstrene